Articles

Kommentar til Romerbrevet 12:9-21

X

Fortrolighed & Cookies

Dette websted bruger cookies. Ved at fortsætte accepterer du brugen af dem. Få mere at vide, herunder hvordan du styrer cookies.

Godt!

Reklamer

Noter (NET-oversættelse)

9 Kærligheden skal være uden hykleri. Afsky det onde, hold fast ved det gode.

Det er bemærkelsesværdigt, at disse vers består af en række sætninger, der kun anvender deltagelsesord (i stedet for finitte verber). Disse participier anses generelt for at svare til imperativer (således f.eks. NIV, NRSV), en brug, der menes at afspejle en semitisk oprindelse. Det er muligt at fortolke hele afsnittet som beskrivende snarere end foreskrivende – som et udsagn om kærlighed efterfulgt af eksempler på, hvordan denne kærlighed kommer til udtryk. Passagen ville så lyde: “Kærligheden er ægte, idet man afskyr det onde og holder fast ved det gode, idet man er hengiven over for hinanden med broderlig kærlighed, idet man overgår hinanden i ære, idet man ikke mangler nidkærhed, idet man er ivrige i ånd, idet man tjener Herren, idet man glæder sig i håb, idet man er tålmodig i trængsler, idet man er udholdende i bøn, idet man bidrager til de helliges behov, idet man udøver gæstfrihed”.1

Kærlighed uden hykleri (anypokritos) betyder ægte, oprigtig kærlighed (2 Kor 6,6; 1 Pet 1,22) i modsætning til blot at være udadtil venlig eller rar.

De tidlige kristne valgte et relativt sjældent udtryk til at udtrykke den særlige karakter af den kærlighed, der skulle være grundlaget for alle deres relationer: agapē. Det er den betegnelse, Paulus bruger her, idet den bestemte artikel (på græsk) angiver, at han taler om en velkendt dyd. Faktisk anser Paulus kærligheden for at være så grundlæggende, at han her ikke engang formaner os til at elske, men til at sikre os, at den kærlighed, som han antager, at vi allerede har, er “ægte”. Ved at opfordre til, at vores kærlighed skal være ægte, advarer Paulus mod at gøre vores kærlighed til en ren foregivelse, en ydre fremtoning eller følelse, der ikke er i overensstemmelse med karakteren af den Gud, som er kærlighed, og som har elsket os.2

Udtrykkene “afskyr” og “klamrer sig til” er meget stærke udtryk.

10 Vær hengivne til hinanden med gensidig kærlighed og vis iver efter at ære hinanden.

Den første befaling i vers 10 bringer den familiære hengivenhed, som bør kendetegne Guds folk, frem i forgrunden. Ordet ϕιλόστοργοι (philostorgoi, at elske kærligt) betegner varm, familiær kærlighed, og det samme gør udtrykket ϕιλαδελϕίᾳ (philadelphia, broder- og søsterkærlighed). Paulus opfatter kirken som en familie, der er endnu tættere end ens biologiske familie, for alle er forenet med Kristus som brødre og søstre (jf. 1 Tim. 5,1-2). Derfor bør varm hengivenhed løbe mellem legemets medlemmer.3

Den generelle betydning af den anden formaning i dette vers er klar nok: De kristne skal være opsatte på at anerkende og give anerkendelse til andre troende og give dem anerkendelse. Men dens nøjagtige betydning er omdiskuteret. Det verbum, Paulus bruger her, betyder “gå foran”, ofte med den ekstra nuance, at man går foran for at vise vejen til en anden. Hvis man tager verbet i denne grundlæggende betydning, mener mange tidlige oversættelser og kommentatorer såvel som nyere oversættelser og kommentatorer, at Paulus mener noget i retning af “at overgå hinanden i at vise hinanden ære”. Andre foreslår imidlertid, at verbet her kan have en usædvanlig betydning, nemlig “anse hinanden for at være bedre”, og derfor oversætter de “i ære at foretrække hinanden”. Hver fortolkning har sine svagheder; jeg foretrækker dog den første, da den anden antager en ellers uattesteret betydning for verbet. Paulus opfordrer således de kristne til at overgå hinanden i at give hinanden ære; f.eks. til at anerkende og rose hinandens præstationer og til at overlade det til hinanden.4

I en ære- og skamkultur var det af største vigtighed at ære sig selv eller at fastslå sin egen og familiens eller stammens ære at hædre sig selv eller at etablere sin egen og familiens eller stammens ære. Man hædrede andre, men Paulus taler om en slags gensidig ære for hinanden, som ikke tager hensyn til hierarkiske hakkeordener eller social status. Paulus er faktisk ved at dekonstruere eller omdirigere nogle af de vigtigste værdier i kulturen. En god måde at gengive befalingen her er: “Gå forrest og gå forrest og gå forrest i at vise hinanden ære. “5

11 Efterlad jer ikke i iver, vær entusiastiske i ånden, tjen Herren.

Den første positive formaning er: men bevar jeres åndelige iver (lit. ‘vær på kogepunktet i ånden’). Et lignende udtryk findes er i ApG 18,25, hvor Apollos beskrives som en, der ‘talte med stor iver’, hvilket indikerer, at den alternative gengivelse, ‘Vær glødende af ånd’, er usandsynlig. Nogle ser omtalen af “ånden” her som en henvisning, ikke til den menneskelige ånd, men til Helligånden. I dette tilfælde ville Paulus’ formaning være “at lade Helligånden “sætte os i brand”; at åbne os for Ånden, når han søger at opildne os til den “rationelle tilbedelse”, som Herren har kaldet os til”. Men da de andre formaninger i serien vedrører de troendes holdning, når de tjener Herren, er det nok bedst at holde sig til den opfattelse, at Paulus taler om behovet for, at de troende skal bevare gløden i deres egen ånd.6

Engstelse og entusiasme kan føre folk i forskellige retninger. Paulus minder læseren om, at det at tjene Herren skal være målet for iver og begejstring.

12 Glæd jer i håb, udhold i lidelse, bliv ved i bøn.

Det ord, der oversættes med ‘være tålmodig’, betyder at fastholde sin tro eller handlemåde over for modstand, dvs. at stå fast, at holde ud eller at holde ud.7

En måde at holde ud i lidelse er ved at holde ud i bøn.

13 Bidrage til de helliges behov, stræbe efter gæstfrihed.

Formaningen til gæstfrihed er almindelig i den tidlige kristne litteratur, og det er interessant, at meget af en sådan formaning synes at være rettet mod kirken i Rom (jf. Hebr. 13.2; 1 Clemens 1.2; 10.7; 11.1; 12.1; Hermas, Mandat 8.10), måske fordi den var særligt fragmenteret.8

Gæstfrihed kan defineres som “den proces, ved hjælp af hvilken en udefrakommende person ændrer sin status fra fremmed til gæst”. Det er ikke noget, som en person giver til familie eller venner, men til fremmede. Fremmede har brug for gæstfrihed, for ellers vil de blive behandlet som ikke-menneskelige, fordi de potentielt er en trussel mod fællesskabet. Fremmede har ingen status i henhold til loven eller skikken og har derfor brug for en protektor i det samfund, som de besøger. Der fandtes ikke noget universelt broderskab i den antikke middelhavsverden.

Visse “regler” for gæstfrihed skulle overholdes af gæster og værter. Gæsterne må ikke (i) fornærme deres vært eller vise nogen form for fjendtlighed eller rivalisering; (ii) på nogen måde tilrane sig værtens rolle, f.eks. ved at gøre sig selv hjemme, når de ikke er inviteret til det, ved at beordre værtens familiemedlemmer rundt og stille krav til deres vært; (iii) afslå det, der tilbydes, især mad. Værterne må for deres vedkommende ikke (i) fornærme deres gæster eller vise fjendtlighed eller rivalisering; (ii) forsømme at beskytte deres gæsters ære; (iii) undlade at vise omsorg for deres gæsters behov.

Gæstfrihed blev ikke gensidigt gengældt mellem enkeltpersoner (for når folk blev gæster, var de ikke længere fremmede), men den blev gensidigt gengældt mellem samfund. Og det var til de fremmedes eget samfund, som de var forpligtet til at synge rosende ord om deres værter, hvis de var blevet godt behandlet (jf. 3 Joh 5-8), og som de ville rapportere negativt til, hvis de ikke var blevet taget ordentligt imod (jf. 3 Joh 9-10). Samfund ville gengælde gæstfrihed over for fremmede fra et andet samfund, hvis dette samfund havde behandlet deres egne folk godt.

Anbefalingsbreve var vigtige i forbindelse med gæstfrihed. Deres funktion var “at hjælpe med at fratage den fremmede hans fremmedhed, at gøre ham i det mindste kun delvis fremmed, hvis ikke direkte gæst”. At nægte at tage imod dem, der blev anbefalet, var at vanære den, der anbefalede dem, og i Middelhavskulturen i det første århundrede måtte den vanærede søge tilfredsstillelse eller bære den skam, der blev over ham, fordi hans anbefaling blev afvist.9

14 Velsign dem, der forfølger jer, velsign dem og forband ikke.

Vers 14 er en omskrivning af Matt 5,44/Luk 6,27-28 (jf. 1 Kor 4,12; 1 Pet 3,9).

Mat 5,44: Men jeg siger jer: Elsk jeres fjende og bed for dem, der forfølger jer

Luk 6,27-28: Men jeg siger til jer, som lytter:

Paulus synes at kombinere disse to former for Jesu ordsprog fra “Bjergprædikenen”, hvilket måske tyder på, at han her citerer en før-synoptisk form af et af Jesu mest kendte og mest overraskende krav om et kongerige. For Jesu befaling om, at hans efterfølgere skulle reagere på forfølgelse og had med kærlighed og velsignelse, var uden fortilfælde i både den græske og jødiske verden. Paulus’ afhængighed af Jesu undervisning på dette punkt understøttes af det faktum, at han i samme afsnit synes at hentyde til andre dele af Jesu undervisning om kærlighed til fjenden fra samme “prædiken” (jf. v. 17a og 21). Paulus identificerer naturligvis ikke undervisningen som værende fra Jesus. Men det tyder måske ikke på, at han ikke kendte dens kilde, men at kilden var så velkendt, at den ikke behøvede nogen eksplicit omtale.10

Der er kun få beviser for, at ikke-gældelse var et kodeks, som de tidlige jøder levede efter, uden for Jesu samfund. De få sådanne formaninger, der findes, henviser til, at hævn ikke må udøves over for jødefæller. Jesus’ formaning går videre end det. Som Dunn siger, behandler Paulus Jesu ord som noget velkendt og som en levende tradition, så der er ikke behov for at citere det ordret eller identificere kilden.11

I Skrifterne forbindes “velsignelse” typisk med Gud; han “besidder og uddeler alle velsignelser”. At “velsigne” sine forfølgere er derfor at opfordre Gud til at skænke dem sin gunst. Det modsatte er naturligvis at forbande – at bede Gud om at bringe ulykke og/eller åndelig ruin over en person. Ved at forbyde forbandelse såvel som at påbyde velsignelse understreger Paulus oprigtigheden og målrettetheden i den kærlige holdning, vi skal have over for vores forfølgere.12

15 Glæd jer med dem, der glæder sig, græd med dem, der græder.

Disse to handlinger er konkrete tegn på ægte kærlighed. Jf. 1 Kor 12:25-26; Sir 7:34.

16 Lev i harmoni med hinanden; vær ikke hovmodige, men omgås med de ydmyge. Vær ikke indbildsk.

Liv i harmoni indebærer at leve med ét sind (ApG 4:32; Fil 2:2-4). “Meningen med disse anvisninger er ikke, at de troende skal have præcis de samme meninger, men at de skal tænke og handle på måder, der fremmer harmoni og enighed. “13

Paulus ønsker en helhjertet og selvopgivende form for tjeneste, der omfavner de ydmyge og påtager sig selv små opgaver. Paulus taler både imod de romerske patricierforestillinger om, at underordnet arbejde er under ens værdighed, og mod kulturens stratificerende tendenser. Han taler især til ikke-jøder, for hvem ydmyghed og at behandle alle ens ikke var velkendte og udbredte dyder.14

Det sidste påbud i vers 16 hænger sandsynligvis sammen med det foregående. De, der ikke omgås de ydmyge, er “kloge efter deres eget skøn”. De nægter at omgås med andre, fordi de anser sig selv for at være overlegne i visdom. Det genløste fællesskab bør være præget af ydmyg omsorg for hinanden, og alle bør behandles som værdsatte personer, der er skabt i Guds billede og genløst af ham. 15

17 Gengæld ikke nogen ondt for ondt; overvej, hvad der er godt for alle mennesker.

18 Lev om muligt, så vidt det afhænger af dig, fredeligt med alle mennesker.

Dette kan hentyde til Matt. 5:9 eller Markus 9:50. Paulus er klar over, at der stadig kan komme konflikter til den troende, men han ønsker ikke, at den troende skal være ansvarlig for konflikten.

Man kan ikke krænke sandheden i evangeliet og hengivenheden til Kristus for at skabe fred med dem, der modsætter sig sandheden. Endvidere kan man ønske at være i fred med andre, men de rækker ikke den samme hånd af barmhjertighed tilbage. I dette tilfælde er fred uopnåelig, ikke fordi vi ikke har forsømt at stræbe efter fred, men fordi den anden person nægter at forsone sig.16

19 Gør jer ikke hævn, kære venner, men giv plads til Guds vrede, for der står skrevet: “Hævnen er min, jeg vil gengælde, siger Herren.”

Verse 19 er et ekko af 3 Mos 19,18 og Matt 5,39 (jf. 2 Thess 1:3-10).

Forbuddet mod hævn findes både i GT og i jødedommen, men det har en tendens til at være begrænset til forholdet til trosfæller. Paulus’ forbud mod hævn, selv over for fjender, er en udvidelse af den idé, der afspejler Jesu revolutionære etik.17

Det er svært at forestille sig, under hvilke omstændigheder det politisk magtesløse kristne mindretal i Rom kunne blive fristet til at tage hævn over deres forfølgere, men som Dunn påpeger, “var zeloternes voksende og stadig mere desperate aktivitet i Palæstina advarsel nok om, hvordan et undertrykt folk eller et forfulgt mindretal kunne vende sig til hævnhandlinger, og de kristne menigheder behøvede ikke at blive mindet om, hvor sårbare de var over for fjendtligt pres”.18

Citatet er baseret på 5 Mos 32:35 LXX.

20 Hvis din fjende er sulten, så giv ham mad; hvis han er tørstig, så giv ham noget at drikke; for ved at gøre dette vil du hobe glødende kul på hans hoved.

Sætning 20 citerer Ordsprog 25:21-22 og Matt 5:43-44; Luk 6:27, 35. Mad og drikke står for at gøre godt af enhver art mod vore fjender.

Betydningen af “at høste brændende kul på hans hoved” er omstridt. En ufrugtbar fortolkningslinje forbinder sætningen med et gammelt egyptisk forsoningsritual:

Esajk beskriver ritualet på følgende måde: “Tilsyneladende viser man ved at give gløder til den, man har gjort uret, at man er ked af at have såret vedkommende (ild er en værdifuld vare for ørkenfolk, hvor træ til madlavning og opvarmning ikke findes i rigelige mængder). Paulus tager dette gamle billede (Ordsprogene 25,21-22) og modificerer det til sit formål her – sådanne livgivende demonstrationer af genoprettede relationer bruges jævnligt til at karakterisere det håb, som det kristne fællesskab bringer til alle interaktioner. . . . “At hælde brændende kul på hovedet” er ikke manipulerende. Det er en betydningsfuld livgivende handling at hælde ildspåsættende kul i naboens – og endda fjendens – gryde, så de kan bære dem på hovedet tilbage til deres lejrpladser for at bruge og nyde dem. På denne måde bliver fællesskabet ikke “overvundet af det onde, men overvinder det onde med det gode””. Der er to problemer med denne fortolkning. For det første er det tvivlsomt, om Paulus ville have været bekendt med egyptiske forsoningsritualer, og for det andet er det i Paulus’ formaning den, der er forurettet, der udfører den venlige handling, ikke den, der har gjort uret, som i det egyptiske ritual.19

Flere tidlige kirkefædre og måske de fleste nyere kommentatorer opfatter udtrykket “at hælde brændende kul på hans hoved” som en henvisning til de brændende pinsler af skam, som venlighedshandlinger kan forårsage. Handlinger af venlighed kan få fjenden til at skamme sig og omvende sig.

Denne anden fortolkning er ikke helt overbevisende, fordi “brændende kul” er en negativ metafor i GT, der ofte forbindes med Guds dom (2 Sam 22:9, 13 = Sl 18:8, 12; Job 41:20-21 ; Sl 140:10; Ordsprogene 6:27-29; Es 47:14; Ezek 24:11; Sir 8:10; 11:32). Vi bør også overveje 2 Esdras (4 Ezra) 16:53: “Syndere må ikke sige, at de ikke har syndet; for Gud vil brænde gløder på hovedet af enhver, der siger: ‘Jeg har ikke syndet for Guds og hans herligheds skyld'” (NRSV). I lyset af disse passager synes Paulus at fortælle læseren, at han skal overlade straffen til Gud.

De fleste lærde i dag afviser dette synspunkt, for hvordan kan man gøre godt mod andre, hvis ens ultimative motivation er, at Gud vil hælde gløder på dem i eskaton? Vanskelighederne ved denne fortolkning overdrives af de fleste lærde, for henvisningen til Guds dom her er parallel med løftet om Guds hævn i vers 19. At versene 19-20 er parallelle styrker faktisk argumentet for, at “gløder af ild” er en henvisning til Guds dom. Ligesom læserne skal afholde sig fra at hævne sig, fordi Gud vil dømme (v. 19), skal de også gøre godt, fordi han vil straffe deres fjender (v. 20). Dunn siger, at ἀλλά indikerer, at vers 20 står i kontrast til vers 19, således at Guds dom ikke kan være i sigte i begge tilfælde. Men han overser pointen med kontrasten. Kontrasten mellem de to vers findes i de troendes handlinger, ikke i Guds dom. I vers 19 bliver de troende befalet ikke at hævne sig, men i vers 20 bliver de nu befalet at gøre godt. Men er det ikke psykologisk set usandsynligt, at løftet om Guds dom ville få de troende til at gøre godt mod deres modstandere? Ikke mere usandsynligt end det argument, der findes i vers 19, hvor Guds fremtidige hævn frigør de troende fra at hævne sig på deres fjender. I begge tilfælde er de troende befriet fra at tage retfærdigheden i egen hånd og er frie til at gøre godt, fordi de ved, at Gud vil rette op på alle uretfærdigheder i sidste ende. De, der fortsat modsætter sig omvendelse, må opleve Guds vrede, for ellers kan han ikke forblive trofast over for sit navn. På samme måde kunne Jesus afstå fra at forbande sine modstandere, fordi han overlod sig selv til Gud, “som dømmer retfærdigt” (1 Pet. 2:23). Den sikre erkendelse af, at Gud vil give os retfærdighed, gør os frie til at elske andre og gøre godt mod dem og endda til at bede om, at Gud vil velsigne dem (Rom. 12:14) og bringe dem til omvendelse. De troende vil ikke blive kede af, at nogen undertrykker bliver bragt til omvendelse, fordi de stoler på Guds godhed og retfærdighed, fordi de ved, at han gør alle ting godt, og at de selv fortjente vreden (1:18-3:20).20

21 Lad jer ikke overvinde af det onde, men overvind det onde med det gode.

Det onde kan overvinde os, når vi lader det pres, som en fjendtlig verden lægger på os, tvinge os til at indtage holdninger og handlinger, som ikke er i overensstemmelse med det nye riges forvandlede karakter. Paulus opfordrer os indtrængende til at modstå sådanne fristelser. Men mere end det, som er typisk både for dette afsnit og for Jesu lære, som det afspejler, opfordrer han os til også at tage et positivt skridt: at arbejde konstant på at sejre over det onde, som andre gør mod os, ved at gøre det gode. Ved at reagere på det onde med “det gode” i stedet for med det onde, opnår vi en sejr over det onde. Ikke alene har vi ikke tilladt det at ødelægge vores egen moralske integritet, men vi har også vist Kristi karakter over for en seende og skeptisk verden.21

e rungende opfordring til at “overvinde det onde med det gode” (νίκα ἐν τῷ ἀγαθῷ τὸ κακόν, nika en tō agathō to kakon) er en omformulering af 12:20a. Den ondskab, der skal overvindes, er ikke den ondskab, der sætter sig fast i de troendes hjerte. Det er deres fjenders ondskab, som påfører dem en sådan elendighed. De troende bør ikke lade den ondskab, som de oplever fra andres side, beherske dem, så de bliver ofre for ondskab (v. 21a). De er kaldet til at overvinde alt ondt ved at gøre det gode, og det, der giver dem mod og styrke til at gøre det, er troen på, at Gud er en retfærdig dommer, der vil rette op på alt ondt, der er begået.22

Bibliografi

Kruse, Colin G. Paul’s Letter to the Romans. Kindle Edition. Wm. B. Eerdmans Publishing Company, 2014.

Metzger, Bruce M., ed. A Textual Commentary on the Greek New Testament. Second Edition. Hendrickson Pub, 2005.

Moo, Douglas J. The Epistle to the Romans. Wm. B. Eerdmans Publishing Co., 1996.

Schreiner, Thomas R. Romans. Kindle Edition. Baker Academic, 1998.

Witherington III, Ben, og Darlene Hyatt. Paul’s Letter to the Romans: A Socio-Rhetorical Commentary. Kindle Edition. Wm. B. Eerdmans Publishing, 2004.

  1. Kruse 2014, 474-475)
  2. Moo 1996, 775
  3. Schreiner 1998, Kindle Locations 12892-12896
  4. Moo 1996, 777-778
  5. Witherington III 2004, 293
  6. Kruse 2014, 476
  7. Kruse 2014, 477
  8. Witherington III 2004, 294
  9. Kruse 2014, 478-479
  10. Moo 1996, 781
  11. Witherington III 2004, 295
  12. Moo 1996, 780
  13. Kruse 2014, 481
  14. Witherington III 2004, 296
  15. Schreiner 1998, Kindle Locations 12988-12991
  16. Schreiner 1998, Kindle Locations 13066-13069
  17. Moo 1996, 787
  18. Kruse 2014, 483
  19. Kruse 2014, 484-485
  20. Carpenter 1998, Kindle Locations 13108-13124
  21. Moo 1996, 789-790
  22. Carpenter 1998, Kindle Locations 13124-13128
Reklamer

.